Fulton-projektet. Forskningsrapport
Synopsis
Denne rapport, hvis målgruppe er den brede offentlighed med et særligt blik for personale i det pædagogiske område, gør rede for Fulton følgeforskningen og dens resultater i perioden fra 2017 til 2021. Selve Fulton-projektet blev igangsat i 2017 som et samarbejde mellem Fulton Fonden, Esbjerg Kommune og Lauritzen Fonden med henblik på at give udsatte unge i Esbjerg Kommune en mulighed for at komme ud af deres daglige omgivelser og problemstillinger ved at få et ophold på skonnerten Fulton og indgå i skibets daglige aktiviteter.
Hensigten med Fulton-projektet er først og fremmest at få udsatte unge i Esbjerg Kommune ”tilbage på ret køl”. Afhængig af den enkelte unges forudsætninger, har de unge gennem kortere og/eller længevarende ophold på skonnerten Fulton skullet indgå på lige fod med skipper og den øvrige besætning i de daglige aktiviteter, der er forbundet med skonnerten Fultons sejladser i de danske farvande. Dette skal dog ses i sammenhæng med at Fulton samtidig afspejler den klassiske hierarkiske kultur, der altid har været på sejlskibe, og som kan ses som nødvendig for at skibet overhovedet kan sejle sikkerhedsmæssigt forsvarligt.