Facilitering af studiemiljø: Evaluering af et pilotprojekt på DPUs kandidatuddannelse i Pædagogisk Psykologi i foråret 2009
Nøgleord:
studiemiljø, studiegrupper, fastholdelse, frafald, universiteter, videregående uddannelser, facilitering, peer læringSynopsis
Projektets indhold
Med det formål at forbedre studiemiljøet og mindske frafaldet
iværksatte vi tre delprojekter, der omfattede de 222 studerende
tilmeldt til det andet af fire semestre på kandidatuddannelsen i
pædagogisk psykologi.
Den bærende ide var facilitering. En facilitator styrer en gruppes
sociale og faglige aktiviteter på en måde, så alle deltagerne involveres.
Vi uddannede 17 studerende, der fungerede som facilitatorer for hver
deres studiegruppe. Grupperne mødtes i en time før hver forelæsning
for at bearbejde pensum. Her deltog 69% af de studerende ”hver gang”
eller ”ofte”.
Fem gange gennemførte vi en ”faciliteret tirsdagsbar”, som skulle
skabe nye bekendtskaber blandt de studerende. Knap halvdelen
deltog.
Et eftermiddagsarrangement i Kbh. og et i Århus skulle hjælpe de
studerende til at skærpe deres faglige identitet. 44% af dem deltog.
Projektets virkning
Frafaldsprocenten fra andet til tredje semester faldt fra 12% til 3% (målt
på antallet af tilmeldinger til undervisningen på andet og tredje
semester).
Målt på trivselsparametre fra Aarhus Universitets studiemiljøundersøgelse:
Andelen af studerende, der føler sig som del af et fagligt
fællesskab, steg fra 48% til 69%.
Andelen af studerende, der føler sig som del af et større fællesskab på
studiet, steg fra 21% til 60%, næsten en tredobling.
Andelen af studerende, der føler sig ensomme til dagligt på studiet,
faldt fra 19% til 8%.
Seks ud af de ni målte trivselsparametre udviste store forbedringer
(målt som den andel, der svarer ”enig” eller ”overvejende enig”: der er
forbedringer fra 11 til 45 procentpoint). Fem ud af seks kom op over
AUs niveau, der eller ligger langt over DPUs.
Samlet vurderes, at projektet gjorde gode fremskridt mod de opstillede
mål.