Pædagogiske læreplaner i dagtilbud: Hvordan – og i hvilket omfang – inddrager pædagoger i danske daginstitutioner læreplanerne i faglige refleksioner og praksis?
Synopsis
Nærværende rapport beskriver resultaterne fra en undersøgelse af hvordan – og i hvilket omfang – pædagoger i danske daginstitutioner inddrager de pædagogiske læreplaner i deres faglige refleksioner og praksis. Således belyser undersøgelsen på sin vis et centralt aspekt af pædagogen som didaktiker. Metodisk er undersøgelsen gennemført som en elektronisk baseret spørgeskemaundersøgelse med en blanding af kvantitative og kvalitative elementer. Muligheder for uddybende fritekstsvar supplerede fastlagte udsagn som respondenten skulle forhold sig til på en Likert skala. Det teoretiske udgangspunkt var dynamisk didaktik, og således en forståelse af didaktik som refleksion over, gennemførsel og evaluering af planlagt pædagogisk praksis.
Resultaterne peger samlet på, at de pædagogiske læreplaner spiller en væsentlig rolle for pædagogerne i deres arbejde, primært i forhold til den overordnede planlægning og refleksion, samt i forhold til dokumentation og evaluering. Læreplanerne opleves som ressourcekrævende, men som et redskab til at løfte fagligheden og kvaliteten af det pædagogiske indhold, primært indenfor det almenpædagogiske område. De fleste pædagoger oplever at have mulighed for at deltage i, og således præge, det løbende arbejde med at revidere og justere institutionens læreplan. Da resultaterne også peger på en (relativt) svag forbindelse mellem læreplanen og hverdagens planlægning, er en implikation af denne undersøgelse en videre udforskning af netop læreplanens rolle i den konkrete pædagogiske praksis.