Lærernes kognition og praksis vedr. differentiering i tyskundervisningen i det danske gymnasium

Heterogeniteten i gymnasieskolen har pga. samfundsudviklingen og det dermed følgende øgede optag af elever været stigende i en årrække, hvilket har medført et behov for (undervisnings)differentiering. I dette studie blev problemstillingen undersøgt fra et specifikt fremmedsprogligt perspektiv med udgangspunkt i følgende forskningsspørgsmål:
1) Hvilke differentieringsrelaterede aktiviteter kan observeres i undervisningen i tysk fortsættersprog B i 1.g.?
2) Hvilken indstilling til og viden om (undervisnings)differentiering har lærerne?
3) Er der en sammenhæng mellem de observerede differentieringsmønstre og lærernes indstilling og viden?
Formålet med studiet var at finde ud af, hvad lærerne gør og tænker for med udgangspunkt heri samt i teori om differentiering og fremmedsprogstilegnelse at udarbejde nogle anbefalinger specifikt til differentiering i fremmedsprogsundervisningen. Desuden kan studiet udsige noget om tidens tendens. Heterogenitetsproblematikkens omfang er som allerede nævnt relativ ny i gymnasieskolen, hvorfor der ikke har været tradition for at skulle arbejde med denne type didaktiske redskaber. Fra officiel side har første indskydelse – i overensstemmelse med dansk tradition – været at løse problemet vha. undervisningsdifferentiering. Spørgsmålet er, om lærerne i gymnasieskolen er enige, eller om de ville foretrække elevdifferentiering. Et tredje formål med studiet var, at undersøge, hvorvidt der er overensstemmelse mellem: 1) praksis og de officielle krav, der stilles til differentiering i tyskundervisningen i gymnasiet; 2) praksis og kognition.
For at besvare ovenstående forskningsspørgsmål blev der udarbejdet et casestudie bestående af syv lærere, som blev interviewet, og hvis undervisning blev observeret i en periode på tre uger hver. Disse data blev kodet i NVivo. Derudover blev der lavet en indholdsanalyse af de relevante styrerdokumenter.

Undersøgelsen viser, at lærerne differentierer ifm. feedback på elevernes afleveringer, de varierer og udfører selvdifferentiering gennem åbne opgaver, valgmuligheder og småjusteringer på elevernes opfordring. Denne differentiering tager udgangspunkt i metode, interesser, emotioner og niveau. Niveaudifferentieringen er oftest relateret til grammatisk korrekthed eller i form af omfangsdifferentiering. Ud over de ovenfor beskrevne eksempler blev der blot observeret traditionel lærerstyreret differentiering hos én lærer. Lærerne har generelt en relativ bred opfattelse af differentiering, om end traditionel lærerstyreret niveaudifferentiering er mest fremtrædende i deres bevidsthed om differentiering. Dette er i modstrid med, at de ikke i så høj grad udfører denne form for differentiering. En kendsgerning, som lærerne er bevidste om, og som de begrunder med den store arbejdsbyrde, der er forbundet hermed. Dertil kommer, at størstedelen af lærerne pointerer, at de prioriterer andre didaktiske tiltag såsom autenticitet højere.