Lærerstyrede tekstsamtaler: Analyser af samtaler om litterære tekster på Forfatterskolen i København og i gymnasiet

Denne afhandling består af en oversigtsartikel samt tre artikler. I afhandlingen undersøges hvordan lærere organiserer samtaler med elever om litterære tekster i henholdsvis gymnasiet og på Forfatterskolen i København. I gymnasiet, såvel som den traditionelle skoleinstitution som sådan, er spørgsmål-svar-sekvenser mellem lærer og elever en velbeskrevet samtalestruktur. Den er identificeret i 1970’erne som IRE for initiation, reply og evaluation og effektueres ved at læreren initierer med et spørgsmål, som en elev svarer på, hvorefter læreren evaluerer elevens svar. I litteraturdidaktisk forskning er det imidlertid blevet afdækket, at denne måde at organisere samtale med eleverne på kan være problematisk, blandt andet idet eleverne ikke positioneres som selvstændige bidragydere, og idet lærerens læsning af teksten kan blive dominerende. Nyere forskning foreslår en mere undersøgende og fælles tilgang, hvor eleverne selvstændigt kan tage ordet, og hvor deres egne læsninger af teksterne får mere plads. Dog er der få studier, der belyser, hvordan sådanne samtaler konkret kan udspille sig i praksis.

På Forfatterskolen i København, som er forankret i et kunstnerisk domæne, er den lærerstyrede samtale om litteratur den vigtigste didaktiske metode. Samtalerne kaldes for tekstlæsninger. Her stiller lærerne få eller ingen spørgsmål, samtidigt med at lærer og elever netop går kollektivt og undersøgende til værks i forhold til teksterne. Men hvordan interaktionssekvenserne mellem lærer og elever mere præcist foregår er endnu ikke afdækket, ligesom Forfatterskolen og den nordiske forfatterskoletradition er forskningsmæssigt underbelyst.

Afhandlingen undersøger Forfatterskolens tekstlæsning hvad angår lærer-elev-turtagningerne, samtaledynamikken, elevernes deltagelsesmuligheder samt positioneringen af teksterne. Resultaterne af disse undersøgelser relateres dernæst til gymnasiet med det formål at skabe et inspirationsgrundlag til fremtidig udvikling af, hvorledes gymnasielærere kan organisere samtaler med eleverne på andre måder end ved hjælp af den velbeskrevne og til tider overstrukturerede spørgsmål-svar-samtale. Den samlede undersøgelse forbindes derefter med litteraturteoretiske og litteraturdidaktiske begreber.

For at kunne relatere den ene tradition for samtale til den anden, undersøges lærer-elev-turtagningerne i begge samtaler. Det gøres ud fra samtaleanalysens turtagningskoncepter. Denne metodiske tilgang indebærer en opmærksomhed på, hvad der udspiller sig i samtalerne, snarere end hvorfor det udspiller sig, som det gør. Med samtaleanalysens turtagningskoncepter er det muligt at karakterisere normerne og rutinerne for, hvilke muligheder eleverne har får at deltage i samtalen. Disse analyser danner således udgangspunkt for at kunne kendetegne den mere overordnede samtaledynamik, som turtagningerne afføder, samt hvordan teksterne positionernes.

Undersøgelsen viser, at Forfatterskolens praksis for turtagning er kendetegnet ved en anarkistisk samtaleform med rodede formuleringer og usikre overgange mellem taleturene, lange og improviserende taleture samt fælles og individuel tænketid. Desuden konkluderes det, at den mere overordnede dynamik beror på samtaledeltagernes refleksioner i form af observationer, suppleringer (til observationerne), modstand (mod observationerne i form af for eksempel tvivl eller kritik) samt deltagernes tilslutning (til det sagte). Mekanismerne og dynamikken medfører, at eleverne har fri mulighed for at tage ordet, og at eleverne, sammenlignet med gymnasiet, i højere grad betragtes som reelle samtalepartnere. Endeligt viser analysen, at lærer og elever læser med en tekstnær opmærksomhed på ord, fraser og sætninger – ofte uden at oversætte dem til symboler og klassiske analysebegreber samt med en særlig bevidsthed omkring tekstens æstetiske udtryk, blandt andet i kraft af de forestillingsbilleder, den aktiverer hos læseren og den rytme eller tone, som læseren mener at kunne fornemme.

Ved analysen af lærer-elev-sekvenserne i gymnasiet konstateres en sammenhæng mellem de mange lærerspørgsmål og det faktum, at eleverne oplever næsten udelukkende at formulere sig i svar-form, og at dette kan resultere i korte taleture samt en ensidig måde at tale om litteraturen på. I studiet foreslås det at reducere mængden af lærerspørgsmål eller rettere at eksperimentere med at omskabe lærerspørgsmålene til refleksioner og observationer. Analysen viser blandt andet, at spørgsmålskonstruktioner efterlader et såkaldt overgangsrelevant sted, hvor ingen er i tvivl om, at taleturen er givet videre til en næstetaler. Det betyder, at eleverne tydeligt inviteres ind i samtalen, og at de ikke er i tvivl om, hvornår. Denne turtagningsdynamik synes umiddelbart pædagogisk, men som analysen viser resulterer den i, at eleverne ikke opnår at være førstetalere under taleture og dermed være medskabere af de indholdsmæssige diskurser. På baggrund af analysen af Forfatterskolens tekstlæsning indikeres det, at hvis spørgsmålene transformeres til udsagn, vil overgangene i stedet ofte kunne karakteriseres som mulige færdiggørelsespunkter, og en hvilken som helst i gruppen kan tage ordet, være førstetaler under taleture samt være med til at modellere samtalens indhold.  

 Afhandlingens tre artikler belyser hver for sig aspekter af projektets samlede nøglespørgsmål. I artiklen ”Deltagelsesmuligheder i den litterære klassesamtale – hvad kan vi lære af Forfatterskolens kollektive læsninger?” diskuteres den litterære klassesamtales dilemma mellem danskfaglige konventioner og elevens demokratiske medvirken, når lærere gennem spørgsmål netop lægger op til fri og demokratisk medvirken, men i kraft af ledende spørgsmålsdiskurser trækker dette tilbage. Det beskrives, hvordan dette dilemma også vedrører et komplekst møde mellem elevernes ikke-specialiserede hverdagserfaring uden for skolen og et specialiseret skoleinstitutionsdomæne repræsenteret af danskfaget, klassekonteksten og læreren. Endeligt argumenteres der for, at den nordiske forfatterskoletradition for kollektive læsninger kan bidrage med ny forståelse af læreres måde at organisere klassesamtaler på med det formål at fremme elevernes demokratiske ytringsmuligheder.

I artiklen ”Det’ lig’som teksten sådan bølger. Forfatterskolens æstetiske og undersøgende tekstlæsninger som inspiration til gymnasiets klassesamtaler om litteratur”, belyses, hvordan tekster i gymnasiet positioneres som indgang til at tale om akademisk forankrede analysebegreber, mens tekstlæsningen ved Forfatterskolen i København foregår med et æstetisk fokus for øje. I artiklen argumenteres der for denne æstetiske læsemåde som værende tekstnær og faglig, og at der heri er noget at hente i forhold til at forene nykritisk og receptionsæstetisk tænkning samt undersøgende klassesamtaler om litteratur i gymnasiet.

I den sidste artikel, ”Lærerstyrede samtaler om litteratur: Fra partitur til jazz. Et samtaleanalytisk studie af turtagninger mellem lærer og elever i gymnasiets litterære klassesamtale og ved tekstlæsningerne på Forfatterskolen i København” analyseres udvalgte samtaleeksempler fra gymnasiet og Forfatterskolens tekstlæsning ved hjælp af samtaleanalysens turtagningskoncepter. Derved afdækkes den samtalegrammatik, som lærerne i de to typer af samtaler i kraft af deres samtalestyring konstituerer samt de dynamikker, som turtagningsrutinerne afstedkommer. Tekstlæsningens turtagningsrutiner karakteriseres som ustrukturerede og improviserende, og som en metaforisk ramme sammenlignes disse med normerne for turtagning i jazzmusik.

Det samlede studie peger på nødvendigheden af i fremtiden at eksperimentere med tekstlæsningsinspirerede samtaler i gymnasiet for at genere viden om styrker og begrænsninger. Det foreslås, at sådanne eksperimenter involverer metasamtaler med eleverne om forskellige måder at tale med læreren om litteratur på, således at eleverne forstår, hvad der forventes af dem i den enkelte samtale. Studiets begrænsninger relateres blandt andet til de vanskeligheder, der er forbundet med at sammenligne to meget forskellige typer af samtale, men også til det smalle fokus på, hvad der foregår i samtalerne uden inddragelse af kontekstuelle forhold så som lærernes overvejelser over egen organisering af samtalerne og elevernes oplevelser af at deltage.