DR's undervisning på tværs af medier: En historisk undersøgelse af mediesamspil

Efter webs gennembrud og især i de seneste år har der i medieforskningen været stor interesse for at undersøge mediesamspil mellem tekster på forskellige medieplatforme. For at forstå og teoretisere om mediesamspil er det relevant med et historisk blik på samspil på tværs af platforme. I denne afhandling vendes blikket derfor mod en genre, hvor man tidligt begyndte at kombinere platforme, nemlig DR’s voksenundervisning. Helt fra starten af DR’s historie har undervisning været en del af programvirksomheden, og allerede i 1927 begyndte man at supplere voksenundervisningsudsendelser i radioen med følgeudgivelser i form af trykte hæfter. Senere – i takt med medieudviklingen – fulgte undervisningsserier, som involverede tre eller flere platforme. Undervisningens form, indhold og mængde har varieret, men brugen af flere platforme løber som en rød tråd igennem voksenundervisningens historie i DR og peger dermed på en særlig intention knyttet til undervisningstiltagene. Voksenundervisning som genre i radio og tv er ikke beskrevet i dansk medieforskning, og afhandlingen er således et første skridt mod at skrive historien om denne genre, som har spillet en væsentlig rolle i DR’s selvforståelse og public service-forpligtelser. Samtidig giver et studie af voksenundervisningens udvikling mulighed for at anlægge et historisk blik på mediesamspil, som åbner for en nuancering af forståelserne i dag.

Denne afhandlings hovedformål er således at undersøge den historiske udvikling af mediesamspil i DR’s tværmediale voksenundervisning samt intentionalitet indskrevet i tværmedial praksis. Dette sker gennem en analyse af, hvordan institutionen igennem tiden har realiseret mediesamspil på forskellige måder i konkrete tekster. Som cases er valgt fem tværmediale serier: Familiedans (1974-75), Køb og salg af fast ejendom (1984), Amerikanske forbilleder/American Identities (1988-89), Afrika-tema (1997) og Danskernes Akademi (2010-2013). Disse cases er alle eksempler på voksenundervisningsserier udsendt af DR på mindst tre platforme (fx radio, tv, bog, web) med samspil mellem platformene og med en eksplicit intention om at undervise. Der er valgt indholdsrige, varierede cases, som viser bredden i DR’s realiseringer af mediesamspil i voksenundervisning. Caseanalyserne undersøger, hvordan DR anvender og kombinerer forskellige platforme, og hvad tekstens organisering siger om DR’s intention og forestillinger om modtagerne. Den teoretiske baggrund for analysen er et mediebegreb udsprunget af evolutionsteoretisk mediehistorie, en tekstforståelse baseret på teorier om afsenderintentionalitet som indskrevet i en teksts organisering (teorier om genre, kommunikativ intentionalitet, parasocial interaktion og paratekster) samt teorier om mediesamspil og relationer på tværs af platforme. Disse teoretiske afsæt udmøntes i et begrebsapparat, hvor mediesamspil konceptualiseres som konstellationer af mekanismerne indholdsfællesskab, arbejdsdeling, henvisninger og paratekster. Der udvikles også visuelle modeller til at anskueliggøre mediesamspil og facilitere sammenligninger på tværs af cases. Begrebsapparatet er udarbejdet i en vekselvirkning mellem teori, metode og casemateriale, og det fungerer således ikke alene som afhandlingens teoretiske bidrag, men også som et analytisk greb ned i materialet og en måde at systematisere iagttagelserne.

Analysen indeholder desuden en historisk udredning af konteksten for DR’s voksenundervisning, både forhistorien og konteksten for de valgte cases. Her undersøges, i hvilken udstrækning faktorer som institutionel organisering og de politiske og lovgivningsmæssige rammer for undervisningen influerer DR’s praksis på undervisningsområdet. Metodisk anvendes således både en medieteoretisk, en tekstanalytisk og en historisk tilgang. Afhandlingen bidrager desuden med viden om forskningsbrug af nye digitale arkiver og forskningsinfrastrukturer og indsigt i, hvordan et forskningsobjekt kan konstrueres på tværs af arkiver. Her redegøres for muligheder og udfordringer i arbejdet med at finde frem til og forskningsmodne relevante materialer, og afhandlingen bidrager her til udviklingsarbejdet med arkiver og forskningsinfrastrukturer.

Afhandlingens hovedargument er, at der er en sammenhæng mellem DR’s intentioner med undervisningen og brugen af en kombination af platforme, og at denne intention kan forstås ud fra teksternes organisering. DR anvender og kombinerer flere platforme ud fra en intention om at skabe en særlig (lærings)situation og relation til modtagerne. Med inspiration fra undervisning i formaliserede sammenhænge, fx skoler og universiteter, synes det naturligt for DR at inddrage flere platforme i samspil. Der er en forventning om, at læring øges ved at udnytte forskellige mediers særlige karakteristika (mediatet) og fx anvende bøger og senere web som supplement til radio og tv for derved at udnytte deres evne til at lagre indhold. I modsætning til radio og tv’s flygtighed bliver indholdet her tilgængeligt i længere tid, og modtagerne kan aktiveres på forskellige måder.

I undervisningen er forestillingen om vigtigheden af at bidrage til folkets oplysning og uddannelse bevaret. Medierne bruges som redskaber for denne intention, og det afgørende er således ikke i sig selv at bruge flere medier, men at skabe de bedst mulige betingelser for en bestemt situation, hvilket sker gennem brug og kombination af platforme. Undervisning synes således at have en særlig karakter, som lægger op til tværmedialitet. Samtidig er DR’s rolle ikke kun at undervise, og der ses derfor en målretning mod flere målgrupper i undervisningsserierne, hvor kombinationen af indhold på forskellige platforme også kan være med til at understøtte forskellige former for brug. I undervisning er det vigtigt at målrette indholdet til modtagernes niveau, og den historiske undersøgelse viser, at DR derfor tidligere i undervisningen end i andre genrer begynder at tænke i konkrete målgrupper.

De forskellige case er karakteriserede ved mediesamspil i forskellige konstellationer, og blandt de fem cases findes både eksempler på mange samspil og høj tværmedialitet og færre samspil og lavere tværmedialitet. Der er eksempler på en klar arbejdsdeling mellem platforme, hvor indhold er udformet forskelligt afhængigt af platformenes egenskaber, og hvor teksterne spiller sammen på en gennemtænkt måde med sammenbindende elementer. Der er også eksempler på tekster, som snarere er skabt til brug i forlængelse af hinanden, men ikke på samme måde i direkte samspil på tværs af platformene. De tilgængelige platforme spiller en rolle, fx giver web modtagerne nye muligheder for selv at sammensætte læringsforløb. Selvom de samme platforme anvendes i flere serier, kan mediesamspil være organiseret på mange måder, og tilkomsten af nye medier betyder ikke nødvendigvis en øget kompleksitet. Afhandlingen viser, hvordan mediesamspil er en kompliceret vekselvirkning mellem forskellige mekanismer i en bestemt konstellation, hvorfor de samme mekanismer ikke altid fører til samme grad af tværmedialitet.