Børnelitteratur i transmedial bevægelse

Afhandlingen Børnelitteratur i transmedial bevægelse undersøger, hvordan aktuel børne- og ungdomslitteratur indgår i bevægelser på tværs af medier med særligt fokus på, hvilken betydning digitale medier har for disse bevægelser samt bevægelsernes betydning for forståelsen af det børnelitterære værk. Undersøgelsen peger på relationer på tværs af medier som en tendens i digitale litterære værker for børn og analyserer de forbindelser der opstår og etableres imellem medierne. Bevægelserne reflekterer, hvordan mediehierarkiske opfattelser er i opløsning i og omkring samtidig børne- og ungdomslitteratur og litteratur i det hele taget.

“Bevægelser” favner for det første de praksisformer, som producenter og afsendere af transmediale kompositioner indgår i, altså dét at komponere og distribuere fortællinger og oplevelser, som spreder sig over flere medier. For det andet beskriver det de tekst- og værkinterne bevægelser, som opstår på tværs af medier, fx udbygningen af en fiktiv verden gennem baggrundshistorier, som udfoldes i et andet medie end det, hvor den fiktive verden blev etableret, eller adaptationen af en tekst fra ét medie til et andet, som i medieskiftet involverer en kreativ og fortolkende udvidelse af forlægget. Og for det tredje fremstiller ordet den konkrete bevægelse eller handling, som en modtager må foretage for at følge den vej, som en tekst udstikker, fx den bevægelse og de handlinger en papirbog tilskynder en modtager til at foretage ved at rumme en QR-kode til et website.

Gennem tre forskningsartikler analyserer afhandlingen tre udvalgte eksempler på transmediale kompositioner for børn og unge, hvor der i både større og mindre skala opstår et samspil og en vekselvirkning mellem papirbårne og digitale udtryksformer og medier, som på hver deres måde udfordrer gængse forestillinger om og tilgange til det børnelitterære værk. Det analytiske genstandsfelt udforskes med henblik på at svare på følgende forskningsspørgsmål:

• Hvilke teorier, metoder og begreber er relevante at inddrage og udvikle i forhold til at analysere og forstå børnelitterære værker som indgår i transmediale kompositioner?
• Hvordan kommer udvekslinger og bevægelser på tværs af medier til udtryk som en særlig aktuel konsekvens af digitalisering i børne- og ungdomslitteratur? Og hvilke relationer mellem medier etableres på baggrund af disse bevægelser?
• Hvilke konsekvenser har resultaterne af disse undersøgelser for opfattelsen af begrebet tekst og det litterære værk?

Det er en central præmis for afhandlingen at betragte børnelitteratur som en litteratur- og kunstform, der gensidigt udvikler og selv udvikler sig i samspil med de medier og teknologier, der bærer den. Fra et litteraturforskningsperspektiv, argumenterer afhandlingen for, at transmediale kompositioner og fortællestrategier fordrer nye begreber og analytiske tilgange, som med fordel kan trække på begreber og metoder fra den moderne boghistorie og medievidenskaben. Hverken de transmediale kompositioner i sig selv eller litteraturen som indgår i dem, lader sig nemlig begribe fyldestgørende ud fra en tekstanalytisk tilgang, der primært fokuserer på skrevet tekst eller som betragter teksten eller det litterære værk som en afrundet, stabil enhed. Det litteratursyn, som knytter an til en sådan tekstfokuseret analyse, bygger på en grundidé om, at litteratur kun eksisterer i bøger med skrift på papir. Transmediale kompositioner bryder desuden med gængse litterære genreforståelser og kategoriseringer, idet sådanne kompositioner kan tilbyde væsensforskellige indgange til “værket” og et fiktivt univers, som kan appellere til forskellige modtagere (voksne såvel som børn og unge). Endelig lægger litteraturens inkorporering i transmediale kompositioner op til en diskussion af, hvor litteraturens grænser går, men ikke mindst også til en diskussion af, om en sådan grænse overhovedet eksisterer. Med henblik på at forstå, hvordan den aktuelle transmediale medievirkelighed påvirker den litteratur, børn møder, tager afhandlingen således udgangspunkt i en bred tekst- og litteraturforståelse; en forståelse som løsriver litteratur fra bogmediet og som bygger på en præmis om, at litteratur er en intermedial kunstart.

På baggrund af dette brede børnelitteratursyn anlægger afhandlingen en interdisciplinære tilgang til sit genstandsfelt gennem inddragelse og kombination af nyere forskning i og tilgange til børnelitteratur, den moderne boghistoriske og litteratursociologiske tilgang, samt medievidenskabelige begreber som konvergenskultur, transmedia storytelling og adaptation.

Den forskningsmæssige brede forståelse af børnelitteratur afspejler sig i afhandlingens inddragelse af teori og analytiske redskaber fra aktuel forskning i digital (børne)litteratur. Den metodiske kombination af indsigter fra forskning i digital (børne)litteratur med den moderne boghistoriske tilgang til tekster og det litterære værk viser nye analytiske veje til undersøgelser af børnelitteratur. Feltet for digital (børne)litteratur og dets redskaber er relevante for afhandlingen, idet digitale medier og formater spiller en væsentlig rolle i de bevægelser på tværs af medier som aktuel børnelitteratur etablerer og er en del af. Afhandlingen beskæftiger sig med digitale såvel som trykte børnelitterære tekster, herunder tekster som ikke blot består af skrift, men som kombinerer skrift, billede, lyd, musik, animation og interaktivitet og som på forskellige måder skaber udvekslingsforhold på tværs af medier og dermed overskrider mediematerielle grænser. Genstandsfeltet kalder hermed på en teoretisk og metodisk tilgang, der dels bibringer analyseredskaber og begreber som ikke er snævert forbundet med hverken skrift eller bogmediet, dels medtænker værkeksterne strategier og vilkår.

Ud fra en idé om et frugtbart samspil mellem blandt andet boghistorie og litteraturkritik fremhæver N. Katherine Hayles den aktuelle og fremtidige vigtighed af det, hun kalder den mediespecifikke analyse, som en ny, mere kvalificeret analytisk tilgang til litteratur, som ikke er bundet til papirbogen. Hayles’ materialitetsbegreb og argument for at betragte litteratur som et samspil mellem form, indhold og medie udgør en væsentlig del af fundamentet for afhandlingens analytiske greb. For at beskrive dét, at en fortælling udfoldes på tværs af medier, som en værkintern bevægelse, og de værkeksterne betingelser og arbejdsmetoder knytter afhandlingen også an til medievidenskaben gennem brugen af Henry Jenkins’ begreb transmedia storytelling. Begrebet operationaliseres analytisk gennem den mediespecifikke tilgang til de transmediale kompositioner, der netop tager mediernes medialitet og materialitet alvorligt som en del af betydningsdannelsen.

På baggrund af disse mediespecifikke analyser peger afhandlingens udvikling af begrebet klyngeværk både på det problematiske i overhovedet at afgrænse det litterære værk og i forlængelse heraf på et behov for en mere dynamisk forståelse af værkbegrebet. En forståelse som lader grænserne for det litterære værk være plastiske og inklusive, så den kan rumme, at litterære værker i dag indgår i bevægelser på tværs af medier, som gør det diskutabelt dels at indskrænke forståelsen af det litterære værk til skriften og bogmediet, dels at isolere det litterære værk fra andre kunstarter. Et klyngeværk opstår, idet en autorial kilde  (en person eller et kollektiv af personer) udgiver en række selvstændige værker eller produkter ofte i forskellige medier, som har narrative overlap og som samtidig rummer noget individuelt, der føjer noget til og udvider den fælles helhed. Produkterne er ligeledes udgivet med korte intervaller, så de er tilgængelige for modtageren på nogenlunde samme tid. I et klyngeværk er det blandt andet på grund af udgivelsernes samtidighed vanskeligt at tale om ét originalt, oprindeligt værk. Den mediespecifikke analyse og materialitetsbegrebet kan her anvendes til at identificere overlap og tilføjelser. Disse overlap og tilføjelser – eller gentagelser og udbygninger – består netop ikke nødvendigvis i, at plottråde trækkes på tværs af medier, som Jenkins’ transmedia storytelling-begreb lægger op til, men ofte i mere komplekse, mediespecifikke aspekter af den æstetiske oplevelse. Her trækker afhandlingen på Christy Denas argument for, at adaptation kan være en arbejdsmetode i transmedial praksis, hvis det er forfatteren/den autoriale kilde selv, der står bag adaptationen. Betragtet som et resultat af transmedial praksis kan adaptation således godt finde sted fra starten, som idéen om klyngeværket peger på og italesætter den æstetiske effekt af.

Afhandlingens første artikel “Børnelitteratur i udbrud. Transmediale bevægelser i nutidig børnelitteratur”, som er udkommet i Passage – Tidsskrift for Litteratur og Kritik (2016) undersøger relationer på tværs af medier, men bidrager i særdeleshed til at eksemplificere, hvordan en mediespecifik analyse kan belyse klyngeværker som en form for transmedia storytelling, der opererer på en mindre og mere kompleks skala end større transmediale franchises. Artiklen tager afsæt i en samling udgivelser, der alle går under navnet The Numberlys og som er produceret af amerikanske Moonbot Studio. Med disse udgivelser er det vanskeligt at tale om, at nogle er versioner af eller på anden vis afledt af én bestemt udgivelse, men samtidig vil et flygtigt blik på udgivelserne konstatere, at de alle fortæller den samme historie; den samme fabula. Artiklen sætter fokus på de konkrete medierepræsentationers særegne måde at formidle The Numberlys på, samt på hvordan der knyttes forbindelser på tværs af disse medierepræsentationer således, at The Numberlys på trods af sine mange selvberoende “enheder”, der tilsyneladende fortæller den samme historie, fremtræder som en større helhed, hvor summen er større end de enkelte dele; som et klyngeværk og et mikronarrativt system. Som case repræsenterer The Numberlys og Moonbot Studios’ praksis et internationalt udblik samt et state of the art-eksempel på inddragelsen af ny digital teknologi (eksemplificeret bl.a. ved brugen af augmented realityteknologi) i samspil med børnelitterære udtryksformer. Gennem analysen af The Numberlys belyser artiklen dels en specifik transmedial praksis, dels hvordan den mediespecifikke analyse kan udpege forskellige medieadaptationers udbyggende karakter og derfor gør det relevant at betragte dem som en del af en transmedia storytelling-strategi.

I den engelsksprogede artikel “Harry Potter, The Boy with Many Faces”, som udkommer i Christopher E. Bell (red.): Harry Potter Studies Collected Volume i 2019, undersøges de nye gennemillustrerede udgaver af Harry Potter-serien og Harry Potter-franchisen som transmedial børnelitteratur. Med de nye illustrerede bøger viser afhandlingen, hvordan adaptation indenfor et transmedialt, narrativt makrosystem udgør en særlig aktuel transmedial mikrobevægelse. Denne form for mikrobevægelse udgør et modstykke til mere eksplicitte transmediale udbygninger af et narrativt system, hvor nye fortællinger kortlægger helt nye områder af den fiktive verden. Analysen er koncentreret om samspillet mellem værkinterne bevægelser og værkeksterne strategier og vilkår og belyser udviklingen af Harry Potter-universet som transmedial praksis. Med sit fokus på og analyse af en illustreret bog, den illustrerede Harry Potter and The Sorcerer’s Stone (2015), viser artiklen, at virkningerne af den stigende digitalisering ikke kun har betydet, at børnelitteratur er blevet digital på forskellige måder, men også at børnelitteratur i bogform indgår i mere komplekse bevægelser på tværs af medier end tidligere, der udfordrer etablerede forståelser af litteraturteoretiske og analytiske begreber som tekst og værk.

Afhandlingens tredje artikel “A Chinese Cluster: Danish Born-Digital Comic as Source for Transmedia Design and Innovation”, som er udkommet i det amerikanske tidsskrift Paradoxa i temanummeret Small Screen Fictions (2017), belyser gennem casestudiet af Shanghai 1927-projektet fra en specifik dansk kontekst, hvordan værkeksterne vilkår påvirker udviklingen af et digitalt født, transmedialt ungdomslitterært værk, og hvordan sådanne indsigter kan informere den værkinterne analyse. I analysen af denne case tager artiklen højde for, at hovedbestanddelen i Shanghai 1927-projektet er den digitale tegneserie Pigen fra Shanghai og undersøger, hvilke bevægelser på tværs af medier den etablerer, samt hvilken funktion og betydning bevægelserne har. For at kunne undersøge projektets transmediale relationer forholder analysen sig til den digitale tegneseries særegne “kropssprog” og belyser på baggrund heraf Pigen fra Shanghai som et intrakompositionelt transmedialt fænomen, idet den rummer indlejrede, korte animationsfilm, som udvider tegneseriens fiktive verden. Den digitale tegneserie etablerer desuden forbindelser via direkte links og paratekster til det fiktive online magasin Shanghai Modern, som også rummer det  faktuelle opslagsværk Shanghai Leksikon. Tegneserien italesættes som “ugens tegneserie” i Shanghai Modern, og de forskellige medier bliver således en del af den samme fortælling og verden. Inkluderingen af den værkeksterne kontekst viser, hvordan der udover disse bevidste relationer mellem medier også opstår uventede og afledte transmediale relationer til og feedback-mekanismer mellem andre produktioner; mellem Shanghai 1927-projektet og den audio-visuelle forestilling Never Ending Shanghai og dens afledte produktioner. Artiklen anskueliggør relationen mellem Shanghai 1927-projektet og Never Ending Shanghai som et resultat af en transmedial praksisform, der opstår i arbejdet med digitale produktioner under specifikke økonomiske og kulturelle omstændigheder, og foreslår at betragte produktionerne som en samtidig flerhed, som et klyngeværk.

Casestudierne i afhandlingen præsenterer således en måde at analysere og forstå litteratur som etablerer og indgår i relationer på tværs af medier, fordi dette udgør en tiltagende del litteraturens ændrede situation, ikke mindst i kraft af udviklingen i digital (børne)litteratur og fordi den trykte bog i stadig højere grad også indgår i mere komplekse udvekslinger med andre medier. Det er en central erkendelse i afhandlingen, at disse analyser fra et litteraturteoretisk perspektiv viser et behov for at udvikle nye begreber for at kunne favne resultaterne af nye praksisformer, herunder den mediekulturelle og æstetiske udvikling, som litteraturen er en del af. Afhandlingens udvikling af begrebet klyngeværk er et direkte resultat af dette. Konsekvenserne ved ikke at tage højde for disse bevægelser og relationer på tværs af medier og hermed afgrænse den litterære analyse til fx bogmediet og skriften er, at væsentlige elementer forbigås i en analyse – i visse kompositioner kunne dette fx være plotpointer. Styrken ved tilgangen er, at man får et holistisk og nuanceret billede af, hvad et værk er og kan være også i en barnemodtagers og en producentens perspektiv. Afhandlingen viser ligeledes, at digitale og transmediale kompositioner oftest kræver, at mange forskellige fagligheder og tekniske kompetencer indgår i tætte samarbejder om at designe og producere digital, transmediale værker. Med en udvidelse af den moderne boghistoriske inddragelse af værkeksterne vilkår, hvor aktuelle litterære tekster betragtes som rodfæstet i en bestemt historisk mediekulturel og teknologisk virkelighed, viser denne afhandling, at en øget indsigt i og forståelse for disse processer kan føre til mere nuancerede tekstanalyser på et grundlag i overensstemmelse med værkernes karakter.

Fremfor at afgrænse litteraturbegrebet undersøger denne afhandling i stedet litteratur for børn og unge som del af og i udveksling med en alsidig mediekultur, hvor det snarere er relevant at spørge, hvordan en bestemt medieudgivelse er litteratur. Idéen om klyngeværket peger på et behov for at betragte det litterære værk og teksten som inklusive, plastiske, formbare begreber, ligesom det afspejler et behov for analytiske redskaber, hvormed man kritisk kan forholde sig til udtryksformer og værker som børn og unge møder i og på tværs af forskellige medier i dag.