”Mett hals, handt och ald andenn herlighedt och rettighedt” : Retslig interaktion mellem adel og bønder i Hvetbo herred i 1630’erne

I  afhandlingen undersøges det, hvordan tre retslige fænomener: værn, herskabspåtale og hals- og håndsret udfoldede sig og forholdte sig til hinanden i retspraksis. Afhandlingen former sig som et detaljeret casestudie af den retspraksis, der udfoldede sig i et herred ved Vendsyssels vestkyst: Hvetbo herred i perioden 1631-35. Med udgangspunkt i de sagstyper, der rejstes på herredstinget, og som var genstand for retslig interaktion mellem godsejerne og fæstebønderne, sammenlignes retspraksis med det lovgivningsmæssige grundlag i de enkelte sagstyper.

Adelens rolle i 1600-tallets retspleje var snævert forbundet med dens status som jordbesiddende klasse. Gennem fæsteforholdet blev den adelige godsejer og hans fæstebonde bundet sammen i et gensidigt afhængighedsforhold. Godsejeren blev ved fæstets indgåelse bondens husbond, og mens godsejeren var afhængig af, at bonden gjorde sin pligt, var bonden afhængig af godsejerens beskyttelse. Dette beskyttelsesforhold, værnsforholdet, omfattede primært, at godsejeren forsvarede bonden i retslige tvister. På den ene side betød fæsteforholdet, at godsejeren kunne indgå som privat part i konflikter med egne fæstere, når disse ikke opfyldte deres forpligtelser. På den anden side var godsejeren forpligtet til at optræde som forsvarer for egne bønder, når disse kom i konflikt med andre bønder. Fæsteforholdet og det deraf afledte værnsforhold var således to af de juridiske mekanismer, som dannede rammen om den retslige interaktion mellem godsejere og fæstebønder.

En tredje mekanisme, som stadig stigende betydning for den retslige interaktion mellem godsejere og fæstebønder, var den såkaldte hals- og håndsret. Der var tale om et standsprivilegium, som første gang blev tildelt den samlede adel i 1536. Privilegiet gav godsejerne ret til at påtale og straffe alle forbrydelser deres fæstebønder begik. Foruden retten til at eksekvere fysiske straffe indbefattede bestemmelsen også en overdragelse af det fulde kongelige sagefald til adelen. Det betød, at adelen ligeledes kunne indkræve alle bøder, deres fæstebønder blev idømt.

Allerede fra begyndelsen ser det ud til at statsmagten forsøgte at udnytte adelens hals- og håndsret, der i udgangspunktet må betragtes som en feudalisering af øvrighedsmagten, som et aktivt våben i den igangværende statsdannelsesproces. Dette skete først og fremmest ved, at godsejerne, i den stærkt voksende strøm af strafferetslig lovgivning i løbet af 15- og 1600-tallet, blev iscenesat som forvaltere af den verdslige øvrighedsmyndighed over deres undergivne bønder. I visse tilfælde formuleredes det ligefrem som godsejernes pligt at påtale og straffe bestemte forbrydelser. Godsejerne kom altså til at spille en central rolle som lokale forvaltere af statens øvrighedsbeføjelser.

Afhandlingens undersøgelser påviser, hvordan godsejerne tilsyneladende uproblematisk navigerede imellem de forskellige roller som privat part, forsvarer og ”offentlig” anklager overfor egne fæstere, selvom rollerne for en udenforstående intuitivt forekommer modsatrettede.

På sin side var værnsforholdet begrænset af, at godsejerne ikke var forpligtet til at værne undergivne, som var åbenlys skyldige i det retsbrud, de var anklagede for. Det havde den konsekvens, at værnspraksis i Hvetbo stort set begrænsede sig til, at sagrejsning på vegne af eller repræsentation af en skadelidt fæster. Et fællestræk ved de sagstyper, hvor det af retsprotokollerne fremgår, at værn var en mulighed, var, at der altid var en privat skadelidt part i sagerne. Dette forklarer delvis, hvorfor der kun blev værnet i 15 % af disse af sager, mens bønderne selv rejste og førte de resterende sager. Foruden de allerede nævnte forhold, skyldtes den relativt lave samlede værnsfrekvens, at godsejeren som altovervejende hovedregel afventede, at bønderne skulle anmode om at blive værnet. Dog skal det påpeges, at der var store forskelle på værnsfrekvensen fra sagstype til sagstype. Vold værnedes f.eks. langt hyppigere end ærekrænkelser eller stridigheder om dyr og løsøre.

Hvor værnsforholdet især rettede sig mod sager, hvor der var en privat skadelidt part, var det kendetegnende for de sager, som var omfattet af hals- og håndsrettens herskabspåtale, at der ofte ikke var en konkret skadelidt part, men at forholdet blev fortolket som en krænkelse af samfundsordenen og den religiøse moral. Dette gjorde sig især gældende på sædelighedsområdet, som udgjorde hovedparten af de sager med herskabspåtale, der blev rejst ved herredstinget i Hvetbo.

I vidt omfang synes de sager, der involverede dødsstraf at være blevet rejst af de relevante herskaber på herredstinget. Især synes der at være et interessant tidsmæssigt sammenfald mellem herskabspåtale af bestemte forbrydelser, som netop på det givne tidspunkt var i statsmagtens søgelys. Hvorvidt sanktionerne blev eksekveret forekommer dog mere arbitrært. I flere tilfælde virker det til, at herskabet var mere interesseret i den økonomiske del af sanktionen end den fysiske. Dette billede genfindes i den store gruppe af lejermålssager. Her var den primære sanktion imidlertid økonomisk, og kun i gentagelsestilfælde eller tilfælde af manglende betalingsevne hjemlede lovgivningen fysiske sanktioner. De fysiske sanktioner ses imidlertid aldrig bragt i anvendelse i lejermålssagerne, uanset om de tiltalte var hjemfaldne hertil. Kendetegnende for lejermålssagerne var, at det stort set aldrig var spørgsmålet om skyld, der blev behandlet på tinge, men derimod herskabets fordring på bøden. Selvom lovgivningen fastsatte specifikke bødekrav for lejermål, åbnede den dog også samtid for, at herskaberne kunne regulere i bødestørrelserne i hvert enkelt tilfælde. Dette foregik gennem den såkaldte aftingning. I aftingningen kunne bønderne appellere til herskabets nåde og bede om nedsættelse af bøden. Studiet af denne praksis i Hvetbo herred peger på, at aftingningen kunne være sat i system således, at bøderne reduceredes efter et bestemt mønster. Formentlig under hensyntagen til den skyldiges betalingsevne. Hvetbomaterialet peger desuden på, at aftingningen, på samme måde som interaktionen på tinge, blev foretaget med fogederne, da hovedparten af herskaberne boede langt fra herredet. Dette er formentlig også et væsentligt led i forklaringen på, hvorfor de fleste bødekrav, der rejstes på tinge, aldrig blev indført i lenenes bøderegnskaber. En anden del af forklaringen var, at en del af bøderne formentlig helt blev eftergivet pga. manglende betalingsevne.

Når godsejerne selv indtog rollen som part i retssager på herredstinget, angik disse som oftest enkelte eller grupper af bønders brud på deres forpligtelser overfor herskabet. Det drejede sig i særdeleshed om restancer på landeydelser, etc., misligholdelse af gårde og manglende hoveriydelse. Her indtog herskabet som altovervejende hovedregel et meget pragmatisk standpunkt, hvor retssagens formål var at få bonden til enten at levere den manglende ydelse eller indgå forlig heromkring. Kun i få tilfælde rejstes der sager om fæstefortabelse, og i disse tilfælde var det ofte blot en optrapning af forsøget på at få bønderne til at imødekomme fordringen eller indgå forlig. I bare en lille håndfuld sager blev bonden efter alt at dømme sat ud af gården.

I tilfælde hvor bønderne brød godsejernes monopolrettigheder var reaktionerne fra herskaberne væsentlig hårdere. Særligt krybskytteri tiltrak sig herskabets opmærksomhed, og der blev ofret væsentlige ressourcer på at opklare sagerne. Når det kom til straffen var tendensen til at foretrække den økonomiske sanktion den samme som kan konstateres i forvaltningen af øvrighedsmyndigheden. Nok blev sagerne påtalt og de skyldige dømt, men i stedet for de strenge fysiske straffe lovgivningen hjemlede fastsatte herskabet i stedet ofte ganske betydelige økonomiske sanktioner i stedet.  

Endelig er det, gennem detaljerede studier af ejer- og godsstrukturer i de enkelte sogne i herredet, blevet sandsynliggjort, at disse strukturer på flere måder havde afgørende indflydelse på den retslige interaktion uanset om det drejede sig om forvaltningen af herskabets private interesser, værnet eller hals- og håndsretten. Bl.a. var godsbesiddelsens størrelse i herredet i vidt omfang bestemmende for om det enkelte gods havde en velfungerende fogedstruktur. Og da stort set al herskabelig interaktion på tinget foregik ved, at fogederne repræsenterede deres herskab, havde eksistensen af en velfungerende fogedstruktur afgørende indflydelse på herskabernes retslige interaktion.

Afhandlingen tegner altså overordnet et billede af en snæver sammenhæng mellem de konkrete former for retslige interaktion godsejerne kunne have med deres fæsterbønder. En sammenhæng som i alt væsentligt tog udgangspunkt i parametre, som ejerskabs- og godsstrukturer og ikke mindst godsets størrelse. Nok varetog adelen i overvejende grad deres rolle som verdslig øvrighed i overensstemmelse med lovgivningens anvisninger, men når det drejede sig om eksekveringen af straffene fremgår, at herskaberne fortolkede denne role inden for rammerne af den herre-tjener relation, der udgjorde den patrimoniale herskabsform. Både når det gjaldt de fysiske og økonomiske straffe var det tendensen, at godsejerne udviste nåde overfor de skyldige og formildede deres straf. Dette kunne enten være ved at konvertere fysiske straffe til økonomiske eller ved reduktion i de økonomiske sanktioner. I nådehandlingen bekræftede bonden, sin underkastelse og appel til herskabet om strafnedsættelse, og godsejeren sin tildeling af nåden, den herre-tjener-relation, som var udgangspunktet for fæsteforholdet og dermed al retslig interaktion mellem de to parter.