Arbejdslivets æstetiske tilblivelse: Deleuzianske sange fra anden sal: om småbørnsforældre, multiplicitet, krav, valg, lyst, potentialitet og manøvrering i det moderne arbejdsliv

Arbejdslivets æstetiske tilblivelse er en analyse af danske småbørnsforældres manøvrering i det moderne arbejdsliv og dets potentialitetsfyldte krydsfelter mellem lyst, krav og valg. Småbørnsforældrene og arbejdslivet analyseres med udgangspunkt i Gilles Deleuzes filosofi og dermed som affektivt performative fænomener, der igennem småbørnsforældrenes forskellige fremgangsmåder skaber værdi i det moderne arbejdsliv på nogle særlige måder. Afhandlingen undersøger derudover, hvordan den moderne småbørnsforældre- og arbejdslivspraksis bliver til gennem småbørnsforældrenes omsætning af mødet mellem krav fra omgivelserne og deres egen lyst, til en praksis, som kan genkendes som værdifuld både på arbejdspladsen, i skoler og dagsinstitutioner og blandt familie, venner og andre med samme sociale interesse på samme tid. Denne del af undersøgelsen er baseret på et feltarbejde sammen med otte småbørnsfamilier. Afhandlingens forskningsfelt er work life balance.

I afhandlingen argumenteres der for det første for, at de valg, som småbørnsforældre træffer, når de manøvrerer i modsatrettede rammer for krav og lyst, er værdiskabende, fordi de bidrager til en opretholdelse og udvikling af det moderne arbejdsliv (Arbejdslivsproduktivitet). Arbejdslivsmanøvreringerne der skaber Arbejdslivsproduktiviteten, som et resultat af kreative
tilgange til den potentielle konflikt mellem krav og lyst, bygger alle på en affektdrevet transformation af denne konflikt, som får det som småbørnsforældrene gør til at ligne noget, som, i alle livskontekster, kan genkendes som fornuftig adfærd. Formålet er, udover at imødekomme konflikten, også at give plads til den subjektive lyst, selvom den ikke umiddelbart
matcher omgivelsernes krav. Termen Arbejdslivsproduktivitet positionerer Arbejdslivsmanøvrering som en nyttig kompetence hos småbørnsforældre, og er, i det perspektiv, noget som er afledt af småbørnsforældres sociale og kulturelle karakter og deres
forventninger til familielivet og arbejdslivet. Ud fra denne læsning bliver succes med småbørnsforældre- og arbejdslivspraktik lig med det moderne arbejdslivs småbørnsforældres samlede mængde af præstation i form af Arbejdslivsmanøvrering.

Det andet argument i afhandlingen vedrører det forhold, at den aktuelle referenceramme for normalitet, som småbørnsforældre og arbejdsliv udspiller sig inden for, i særlig grad, nedprioriterer ideen om forældrenes lyst til at ville deres arbejde på samme niveau eller højere niveau, end de vil deres børn og familieliv. Normalitetsreferencerammen er kendetegnet ved et adfærdskodeks, der udstiller arbejdet som et skyggebegreb, og hvor småbørnsforældre forventes at prioritere deres børn og familieliv højest og handle ud fra de ting, som kravene fra skoler, dagsinstitutioner, medier og børnevelfærdsekspertinstanser peger i retning af. Som arbejdslivsmanøvreringsstrategi er det især udbredt, at skilte forældre optimerer deres arbejdstid i henhold til den samværsfordeling af deres børn, som de har med den anden forælder, med henblik på at arbejde mere end normalt, når de ikke har deres børn hos sig, og arbejde mindre end normalt, når de har børnene hos sig. Formålet er umiddelbart at give plads til, at børnenes velfærd tilgodeses bedst muligt ud fra en antagelse om, at det sker, hvis børnenes tid i skoler og dagsinstitutioner minimeres og forældrene overholder nogle bestemte krav. I det feltarbejde, som afhandlingen trækker på, fremstår det ikke som om, at det udfordrer børnenes velfærd, at de opholder sig på skoler og i institutioner, imens deres forældre er på arbejde. Det fremstår derimod som om, at børnene spejler sig i nogle stærkt etablerede normer, der viser dem, at det er efterstræbelsesværdigt som barn at blive afleveret og hentet efter nogle særlige mønstre, som deres forældre er nødt til at overholde for at familien ikke fremstår som afvigende. Afhandlingen foreslår, at de forenklende og entydige tilgange til småbørnsforældreog arbejdslivspraktik, som er resultatet af den måde som småbørnsforældre- og arbejdslivspraktik reproduceres og bliver til på, erstattes af en mere multifacetteret tilgang til småbørnsforældre og arbejdsliv, der giver plads til et større og mere nuanceret mulighedsrum for både børn og forældre at være mennesker i. På den måde får mennesker mulighed for at reagere på deres familieliv og arbejdsliv på nogle flere forskellige måder.

Afhandlingens tredje argument handler om det metodologiske eksperiment med at studere småbørnsforældre og arbejdsliv ud fra en etnografisk tilgang, som ikke sætter mennesket som genstand for analyse. Denne tilgang kalder afhandlingen for Deleuziansk Etnografi, og denne forskningspraksis præsenteres gennem afhandlingen. I afhandlingen læses forskellige småbørnsforældrearbejdsliv affirmativt med Deleuzes begreb om Folden som tankefigur, gennem scenisk opsatte æstetiske arbejdslivserfaringer, der skaber adgang til at vise småbørnsforældreskabet og arbejdslivets gensidige forbundetheder i affektive sammenstød mellem lyst, krav, valg og potentialitet. Analyserne fokuserer på disse sammenstød og deres performative mekanismer, samt de organiserende og transformative bevægelser ved sammenstødet, i stedet for at fokusere på mennesker og deres forståelser og intentioner. Denne læsning anvendes med henblik på, at gøre forbundethederne klare og kontrollerbare frem for menneskene. Ved hjælp af denne tilgang ønsker afhandlingen at åbne for en anderledes måde at arbejde med og vurdere småbørnsforældre og arbejdsliv – en måde som er følsom overfor forskellige typer af småbørnsforældre samt deres familieliv og arbejdsliv og de performative effekter, som disse faktorer tilsammen skaber i det moderne arbejdsliv.